Sådan indretter du med gamle møbler

Gamle og antikke møbler er i dag en del af den moderne indretning. Vi er simpelthen blevet trætte af at alle vores møbler er de samme som i boligkatalogerne og vil gerne have møbler og nips, der giver personlighed – og som måske skaber lidt en kontrast til den ellers minimalistiske, nordiske indretning. Det er noget, som ældre, antikke møbler kan bidrage til. I denne artikel kommer vi med tips og tricks til, hvordan du kan indrette med gamle møbler.

Inddrag forskellige møbler

Der er absolut ingen, der siger, at sofa og lænestol skal passe sammen eller at alle spisebordsstole skal være ens – men sådan ser det dog ud, når man kigger i de indretningsmagasiner. Det kan dog give meget personlighed, hvis man i stedet vælger at inddrage lidt forskellige møbler. Man kan f.eks. finde forskellige ældre og antikke spisebordsstole til at stille rundt om spisebordet. Det kan både være gamle og nye stole. Man kan også fint kombinere en ny sofa med en antik lænestol. Der er mange muligheder, hvis man ikke lader sig begrænse af de møbler, man har i forvejen.

Nytænk gamle funktionaliteter

Der findes et hav af forskellige gamle og antikke møbler derude, som med lidt nytænkning kan passe perfekt ind i den moderne indretning. Det kan f.eks. være et gammelt apotekerskab med masser af små skuffer eller en gammel købmandsdisk, som kan vise sig at være denne perfekte kommode til soveværelset. De kan enten bruges som de er eller tilpasses efter dine behov, f.eks. med en ny plade foroven. Det kan også være et gammelt skrivebord, som sættes sammen med et gammelt overskab til det perfekte møbel til hjemmekontoret eller endda krearummet. Tænk kreativt, når du kigger på gamle og antikke møbler, og så vil du helt sikkert finde nogle løsninger til hjemmet, som du ikke finder andre steder.

Vær ikke bange for at kombinere gammelt med nyt

Det giver et personligt og moderne resultat, hvis du kombinerer nyt med gammelt. Vær altså ikke bange for at kombinere de klassisk hvide og sorte IKEA-møbler med gamle og antikke kommoder, klædeskabe eller borde. Det giver et indbydende og hjemligt udtryk, og så skaber det samtidig en unik indretning, som du helt sikkert ikke finder andre steder. Det er lige det, der får dig til at føle dig hjemme i din bolig.